-
Business-update: For meget hjemmearbejde kan koste de ansatte dyrt i storbank
Source: BDK Finans / 22 May 2025 07:49:36 America/Los_Angeles
God eftermiddag kære læser, Læn dig endelig tilbage og find eftermiddagskaffen frem, for som sædvanlig har Berlingske Business været rundt i mediebilledet for at finde de vigtige erhvervsnyheder, der trækker overskrifter lige nu. Som altid starter vi hos vores konkurrenter og slutter hos os selv. Med de ord – lad os komme i gang! #1 – For meget hjemmearbejde kan koste bonus i britisk storbank Medarbejderne i storbanken HSBCs britiske del skal være på kontoret mindst tre ud af fem dage i løbet af ugen, ellers kan det koste på bonussen. Det skriver The Guardian. HSBC følger dermed efter en række andre banker, der har skærpet kravene til hjemmearbejde. I januar beordrede den rivaliserende bank Barclays alt personale til at arbejde fra kontoret i mindst tre dage om ugen fra tidligere et krav på to dage. Sidste år oplyste den spanske storbank Santander, at medarbejderne skulle være på kontoret i mindst tre dage om ugen. HSBCs britiske afdeling har hovedkvarter i Birmingham og beskæftiger omkring 23.000 medarbejdere på sine kontorer og filialer. Her vil mellemledere fremover overvåge fremmødet, og det vil være afgørende ved medarbejdernes årlige præstationsgennemgang, fremgår det. I USA har BlackRock, verdens største kapitalforvalter, gjort klar til at kræve, at ingen direktører må arbejde hjemme. Investeringsbanken JP Morgan Chase har allerede krævet alle medarbejdere tilbage på arbejde. #2 – Nye spekulationer om Novo Nordisk: »Jeg tror ikke, man kan undgå at fyre« Det pludselige farvel til Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, har åbnet for et væld af spekulationer. Nu går en af overvejelserne på, om medicinalkæmpen mon skal skære i antallet af medarbejdere. Det skriver Børsen. Med sine 77.000 ansatte har Novo Nordisk nemlig 30.000 flere ansatte end den amerikanske ærkerival, Eli Lilly. Det er tilfældet, selvom Eli Lilly har et marginalt større salg end den danske virksomhed. Alene sidste år fik Novo Nordisk 13.000 flere medarbejdere. »Jeg tror, at man skal ud at rydde op i en organisation, der har taget overhånd. Og jeg tror ikke, at man kan undgå at fyre,« siger en anonym kilde, der tidligere har været højtplaceret i Novo, til Børsen. Novo Nordisk skriver til Børsen, at selskabet har pauset nye ansættelser i nogle afdelinger, men adresserer ikke konkret sandsynligheden for fyringer. #3 – DSV-chef og andre erhvervsledere optaget i Blå Bog 101 nye personer er optaget i den prestigefyldte Blå Bog, herunder den 18-årige prinsesse Isabella. Men også en række danske erhvervsledere har fundet vej til bogen, som har været udgivet siden 1910, skriver Børsen. Mest fremtrædende er DSVs nye topchef, Jens H. Lund. Nye er blandt andre også Rami Jensen, der leder Jysk-koncernen, Jan Walther Andersen, som er topchef for Arbejdernes Landsbank, og Mads Nicolai Kaagaard, øverste chef for Danica. Bogen indeholder 8245 biografier af nulevende personer. Blandt de nye er også politikerne Rasmus Nordqvist (SF), Marianne Vind (S), Rasmus Stoklund (S), Jeppe Bruus (S) og Torsten Schack Pedersen (V). Der er også fundet plads til forfatterne Mathilde Walter Clark og Morten Pape, som optræder sammen med en række andre navne fra kulturlivet. Den samlede liste over nye optagne i Blå Bog kan findes her. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Trump kalder den »stor og smuk«. Men finansmarkederne ser en stinkbombe I Washington har Repræsentanternes Hus netop vedtaget den store lovpakke, der indeholder alle Donald Trumps politiske prioriteter. Store skattelettelser skulle skabe glæde, men i stedet løber investorerne skrigende væk. Det kan ende i en amerikansk gældskrise. Læs hele artiklen her. B: Morten Bødskov trodser europæiske stormagter og forsvarer EU-bureaukrati: »Det er direkte uansvarligt« Virksomhedernes konkurrenceevne er ikke regeringens øverste prioritet. Det står ifølge Liberal Alliance klart, efter at erhvervsminister Morten Bødskov (S) har forsvaret et bureaukratisk EU-direktiv, som Tyskland og Frankrig vil afskaffe. Læs hele artiklen her. C: I skolen havde Emma Nørbygaard svært ved at præstere. Nu ejer hun et millionforetagende. »Herinde er hver dag en eksamen« I dag kan det virke skørt, at 27-årige Emma Nørbygaard nogensinde har tvivlet på egne evner. Som medejer af Restaurant Aure har hun formået at gøre fine dining til et millionforetagende. Læs hele artiklen her. Tak for at læse med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-for-meget-hjemmearbejde-kan-koste-de-ansatte-dyrt-i